DOSA MED FYLD AF SØDE KARTOFLER

DOSA MED FYLD AF SØDE KARTOFLER


Dosa er en traditionel indisk ret, bestående af tynde pandekager lavet på fermenteret ris og linser, med fyld af pandestegte krydrede kartofler. I Indien spises de som oftest til morgenmad eller frokost. I vores opskrift har vi brugt søde kartofler, men de kan nemt udskiftes med almindelige kartofler.

Når først pandekagerne er stegte er det en meget enkel ret at gå til. Du kan finde opskriften på pandekagerne på vores hjemmeside.

Ingredienser:

600 gr. kogte søde kartofler skåret i mindre stykker

1 rødløg skåret i tynde skiver

3 fed finthakket hvidløg

En knold fintrevet ingefær

1 finthakket grøn chili

2 spsk. olie

1 tsk. hel spidskommen

1 tsk. gule sennepsfrø

6 knuste tørrede karryblade

1⁄2 tsk. gurkemeje

1 tsk. hvidløgspulver eller asafoetida

2 tsk. flagesalt

Saften fra en halv citron

En håndfuld frisk koriander

Frisklavede Dosa
Fremgangsmåde:

Varm olien op i en dyb pande og tilsæt sennepsfrø og spidskommen. Steg i et minuts tid indtil frøene begynder at poppe. Tilsæt nu løg, grøn chili og en halv teske salt. Steg løgene til de begynder at blive blødgjorte. Tilsæt, hvidløg, frisk ingefær, hvidløgspulver/asafoetida, karryblade og gurkemeje og vend med løgene.

Tilsæt nu de søde kartofler, resten af saltet og citronsaft med krydderiblandingen samt en sjat vand. Mos nogle af kartoflerne let med bagsiden af en spatel. Smag til med salt og citron og vend tilsidst med friskhakket koriander.

Server med hjemmelavede Dosa og chutney.

« Tilbage til opskrifter