VEGANSK RABARBER CRUMBLE MED HYLDEBLOMST OG TONKABØNNE

VEGANSK RABARBER CRUMBLE MED HYLDEBLOMST OG TONKABØNNE


Rabarber crumble er en dejlig frisk og nem sommerdessert, og en skøn måde at bruge rabarber på. Man kan blande rabarberne med jordbær, man kan skifte rabarberne ud med hindbær, brombær, ferskner, æbler eller anden fast frugt.

Hyldeblomst og den let parfumerede vanillesmag fra tonkabønne går virkeligt godt i spænd med rabarber. Hvis du ikke kan lide smagen af tonkabønne kan den erstattes med vanillepulver.

Mandelmel kan man nemt selv lave ved at blende mandlerne i en foodprocessor. På den måde kan du også selv styre, hvor grov eller fin mandelmelet skal være.

Denne version er vegansk, hvilket bestemt ikke ændrer på den gode smag.

Ingredienser:

400 gr. rabarber skåret i 1 cm. tykke skiver

1 spsk. tørret hyldeblomst

1 dl. agave sirup

1 revet tonkabønne eller 1⁄2 tsk. vanillepulver

2 dl. havregryn

2 1⁄2 dl. mandelmel

1 tsk. stødt kardemomme

1⁄2 tsk. salt

50 gr. kokosolie

3 spsk. ahornsirup

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 185°

Bland rabarber, agave sirup, hyldeblomst og revet tonkabønne og fordel blandingen i en tærteform.

Bag rabarberne i 10 minutter ved 185° for at mørne dem.

Bland ingredienserne til toppingen og fordel over de bagte rabarber.

Bag crumblen i 20-25 min. til toppingen er gylden.

Server med vanilleis, creme fraiche eller flødeskum eller nyd crumblen til morgenmad med en klat skyr.

« Tilbage til opskrifter