MANOUSHE

Manoushe, eller manakish, er et libanesisk fladbrød, der serveres med forskellige toppings, hvor de mest traditionelle er lavet med enten za'atar, ost eller lammekød.

Manoushe er en populær ret i det mellemøstlige køkken og kan serveres både til salat eller en hovedret. I mange mellemøstlige lande spiser man det både som morgenmad og frokost. Spis en friskbagt manoushe med en håndfuld friske urter som fx. mynte og bredbladet persille og lidt god feta.

Za'atar er en mellemøstligt krydderiblanding, der bruges i både kød- og grøntsagsretter. ASA har lavet en autentisk, velsmagende blanding med masser af urter og sesamfrø. Her som drys på brødet.

Ingredienser:

15 g gær

3 dl vand

2 tsk. sukker

1 tsk. salt

2 spsk. olivenolie

450-500 g hvedemel

2 spsk. Za'atar

Fremgangsmåde:

Rør gæren ud i vandet og tilsæt olivenolie, sukker, salt. Rør indtil sukker og salt er opløst. Tilsæt nu hvedemelet lidt af gangen.
Dejen skal være elastisk og ikke hænge fast i fingrene.
Lad hæve i 1 time ved stuetemperatur.

Forvarm ovnen på 275°.
Del dejen i 6 stykker og rul ud eller form med hænderne til små runde brød.
Placer brødene på en bageplade, beklædt med bagepapir, og pensel med olivenolie og drys med Za'atar.
Bag brødene i 10-15 min. indtil de er gyldne.

Server som tilbehør til salat og grillet kød eller nyd som en eftermiddagssnack.


Ældre posts Nyere posts