ĀŠĀs folk: Esther
Interview og tekst: Xenia Toubro (krydderisælger og kollega hos ĀŠĀ Spice i Torvehallerne)
Vi er nået til andet miniportræt i serien ĀŠĀs folk: En serie, hvor jeg inviterer jer lidt længere ind i ĀŠĀ. Der hvor man møder karaktererne og fortællingerne, der findes side om side med krydderier og torvetravlhed.
Hvis I ikke allerede har læst det første portræt med Jeppe: Muskat, musik og en saudiarabisk plastikpalme, så start gerne der, eller læs det senere – de behøver ikke at blive læst kronologisk.
Denne gang skal I møde Esther. Jeg lærte først Esther at kende, da jeg selv begyndte at arbejde i butikken, men vi fandt hurtigt ud af, at vi begge studerer litteraturvidenskab, og at vi også deler en interesse for det okkulte. Den 31. oktober er det Halloween – en fejring med rødder i samhain, som de førkristne keltere kaldte natten til den 1. november, hvor sløret til det overnaturliges verden var tyndere – og i den anledning vil Esther også dele lidt af sin mere esoteriske viden om krydderier. Lær Esther lidt bedre at kende herunder.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Esther: Krydderiernes korrespondancer og lidt lavendel i mørket
En let blæsende tirsdag i oktober møder jeg lidt tidligere ind i butikken for at mødes med Esther. Hun har netop pakket den seneste levering fra vores produktionslager ud og er klar til et par spørgsmål.
X: Esther, hvor finder man dig, når du ikke er i ĀŠĀ?
E: Hmmm… Altså, ud over at arbejde her, så læser jeg litteraturvidenskab, som du selv gør. Det er det, jeg bruger det meste af min tid på, egentlig. Så det er at gå til forelæsninger, læse en masse bøger og ja, analysere dem.
X: Hvad læser du for tiden?
E: Jeg vil sige, jeg er altid i gang med ret mange bøger ad gangen. Jeg kan godt lide både at læse klassikere og nyere, især også danske, bøger, ud over det, som jeg så læser til uni. Men lige nu er jeg faktisk i gang med at læse Frankenstein [Mary Shelley, 1818], som jo er en virkeligt god efterårsbog, og som jeg har læst super mange gange efterhånden – det er en af mine yndlingsbøger.
X: Lidt i samme gotiske spor: Det er snart Halloween, Heksenes Nat. Kan du måske dele noget hekset viden om krydderier?
E: Ja! Jeg har læst lidt op på det. Jeg synes, det generelt er vildt spændende at lære om de mere symbolske betydninger af de ting, vi sælger. For mange af krydderierne er jo historisk set ikke kun blevet brugt til at lave mad. For eksempel er planter som lavendel, salvie og rosmarin jo blevet dyrket i urtehaver, selvfølgelig i Middelhavsområdet, men de har også spredt sig til resten af verden, især Europa. De er blevet brugt til at lave tinkturer og til forskellige ritualer, hvor man har brændt dem af for at afværge ondt og rense luften.

Jeg læste også om Asafoetida, som man bruger meget i indisk madlavning [Asafoetida stammer oprindeligt fra Centralasien]. Det er især også kendt under navnet hing på det indiske sprog hindi. På dansk hedder det dyvelsdræk og på engelsk devil’s dung – altså ’Djævlens lort’. Den siges at være blevet brugt i eksorcisme til at uddrive dæmoner før i tiden. Det er sjovt at finde korrespondancerne mellem, hvordan krydderierne lugter og smager, og deres symbolske betydning. Asafoetida har i sin rene form en svovlagtig, måske lidt fæl, lugt. Den lugt var så i magiske traditioner forbundet med at skræmme det fæle, som dæmoner og onde ånder, væk.
X: Okay! Tak for tippet. Hvis man ikke lige har behov for at uddrive en dæmon, men alligevel gerne vil inkorporere nogle af de her beskyttende krydderier og urter, nu hvor vi går mørket i møde, har du så en anbefaling?
E: Jeg synes, lavendel er ret undervurderet. Jeg bager ret meget i min fritid - det er en af mine store hobbyer. Der har jeg prøvet at eksperimentere med lavendel – man skal passe på, for det kan hurtigt blive parfumeret. Men hvis man putter den i en solbærkompot til en snitte eller til i wienerbrød f.eks., enten direkte i kompotten eller ovenpå som pynt, så er det faktisk super lækkert. Eller i en sirup til drinks!
X: Det lyder virkelig godt! Tak Esther!
E: Selv tak!